Turleder Sjak
Øvrige 11 deltagere: Yvonne, Hong, Van, Jesper, Claus B, Lars E, Kaj, Mogens, Torben, John K, Bent.
Turlederens plan var at vi skulle ro fra Bellinge bro og hjem til klubhuset incl. 3 overbæringer.
Derfor klædte vi i rotøj i klubhuset og kørte til Bellinge. Her ventede Yvonne, Torben og Lars på os med hver deres plastikkajak. Dem vi tidligere kaldte yoghurt bæger.
Der var meget vand i åen og strømmen var stærk. Men vi fik kajakkerne på vandet uden de store problemer.
Men det varede ikke længe inden vi mødte grøde der lå tværs over åløbet. Her blev første mand fanget og tabte sin pagaj der fortsatte turen i fin stil. Den blev dog indhentet og bragt tilbage til ejeren.
Herefter gik det i rask fart med strømmen. Vi drev med 6-7 m/sec uden at behøve at ro. Vi sku bare styre.
Det varede dog ikke længe inden der igen lå et træ på tværs af åen og første mand måtte ud af kajakken til en svømmetur. Sådan fortsatte det og flere roere væltede.
Helt galt gik det efter Dalum papirfabrik hvor strømmen er meget stærk. Her blev vi også stoppet af et træ og jeg og tre andre faldt i vandet. Det var svært at komme ud af strømmen og ind til kanten men vi kom dog alle på land.
Men to kajakker var strandet midt ude i strømmen holdt tilbage af det væltede træ. Dem kæmpede vi længe med inden vi fik dem trukket på land.
Her opdagede jeg at min pagajsnor var sprunget og pagajen var væk. Det blev jeg ked af da det er en dyr kulfiberpagaj. Jeg fik dog øje på at pagajen stod på højkant midt i træet der spærrede løbet. Den var dog ikke sådan lige at få frigjort så det brugte vi lang tid på. Desværre betød det at Sjak kæntrede i sin kajak og mistede sine briller. Øv øv øv.
Klavs blev skilt fra sin kajak og var kommet på land længere fremme. Det lykkedes at få ham og hans kajak forenet takket være Torbens indsats med at bugsere den.
Så besluttede vi at slutte turen når vi nåede til Munke mose. Vi tilkaldte John W som så kom med traileren og Susanne med en ekstra bil så vi kunne komme tilbage til Kanalvej.
Her ventede Susannes gode majssuppe med chili så nu fik vi igen varmen.tak for det Susanne.
Det blev en kort men strabadserende tur hvor flertallet måtte en tur i vandet.
Bent.
