Mandag d. 20/10 Skåstrup


image0

Dagens Mandagstur: Skåstrup Strand og til Varbjerg, 15 km

Dagens deltagere: John, Bent, Kaj, Karsten, Thomas, Tonni, Peter og Mogens

Turleder: Bent

Dagens turleder var egentlig Mette, men hun meldte forfald (men leverede dog dagens kage!).

Dagens isætningssted var Nyhave ved Skåstrup. Dagens vind kom fra sydøst og var lidt vel kold. 

Dagens turleder lagde kursen mod Varbjerg, dog med dagens formiddagspause forinden, hvor dagens ølkage med smør blev skyllet ned med kaffe.

For ikke at gøre dagens kajaktur alt for kort, sejlede vi resolut forbi Varbjerg Havn og undersøgte om Båring Sommerland var et godt alternativ til indtagelse af dagens varme mad. En pæn mindre  delegation, anført af dagens turleder, gik i land og afsøgte mulighederne. Ekspeditionen vendte nedbøjede tilbage og vi returnerede til den sikre havn ved Varbjerg.

Dagens ledige bord på Cafe Fodkold var netop konstrueret så eksakt otte personer kunne bænkes! Der blev sat gang i opvarmning af dagens varme mad, jordskokkesuppe med purløg, flæsketerninger, flutes og valgfri salt/peber, alt i øvrigt kokkereret af dagens mand og  turleder på afbud, Bent.

Der blev som sædvanlig talt en del om jordskokkers evner til at sætte gang i mave- og tarmperistaltikken. Dagens beretningsskriver fornemmer dog at snakken som sædvanlig ender i varm luft.

Dagens returtur (uden dagens eftermiddagspause), endte helt efter planen ved Nyhave. Dagens  supermand, Kaj, præsterede dagens kolde gys, ved, i et splitsekund at optræde helt uden tøj på kroppen. En let gysen gik igennem det øvrige selskab!

Dagens tur endte vanen tro ved klubhuset, hvor vi sluttede af med dagens eftermiddagskaffe.

Dagens beretningsskriver, Mogens