uge 25 sverige

 

Turberetning uge 25 togt 2025.

Lørdag den 14.juni.

Kl. 7.00 var der fuld gang i pakning af kajakker og biler ved klubben. Det kræver noget grej, mad, vand mm, når 8 kajakroere skal tilbringe en uge i den svenske skærgård. Kl. 7.47 kørte to tætpakkede biler og en ligeså trailer afsted. Efter at have sneget os over Storebælts Broen med kraftig sidevind gjorde vi holdt ved Karlslunde til en kaffetår og gulerodsbolle. Derefter gik det videre til Huseby Bruk (traditionen fra tidligere ture skal jo følges), og vi fandt et fint bord, hvor vi kunne spise vores frokost uden at skulle betale entre til hjemstavnsmuseet. Følgebilen havde fået problemer med udstødningen og larmede som en F16 i take off, så vi kørte ind til Biltema i Växjö, hvor der blev indkøbt lappeudstyr. På Biltemas store parkeringsplads lykkedes det en meget heltemodig Tonni at få flikket udstødningen, som var skilt i 2 dele, sammen, så bilen i stedet nu kun lød som en Porsche. Ved Coop i Målilla blev der tanket benzin, spist is og drukket det sidste kaffe. Da vi var blevet noget forsinkede, besluttede vi tage den første overnatning på Kustcamp Ekön, hvortil vi ankom kl.19.19. Efter udpakning og teltopslagning kunne vi nyde Thomas’ lækre kyllingegryde med estragon samt lækker kage.

Birgitte

Søndag den 15. juni

Vågnede tidligt på campingpladsen Kust Camp på Ekøn. Benny var i gang med bannock brødet, vandet var kogt til kaffen.  F….. nye pander det var svært at styre temperaturen til brødet, så der skulle øves lidt, men han fik det lært. Jo, det var en god start på turen. Alt var som det plejede.

Så startede pakningen af kajakkerne og der var meget der skulle med, mad til 8 dage! Gas til trangiaen og drikkelse til en hel uge plus selvfølgelig 6 l vand pr. mand og ikke mindst kager til hver pause. Når det er Odense kajakklub der er på tur, går vi aldrig ned på mad og det gjorde vi heller ikke denne gang.

Øvelsen need to have og nice to have, måtte alle igennem. Vi vidste jo godt at det, der ikke blev brugt skulle brændes når vi kom hjem….. men den lille hånd pisker til creme eller flødeskum overlevede. Først blev den sorteret fra, men Benny have en lille plads i kajakken, så den kom med (og blev brugt). Alt blev pakket, bilerne parkeret og vi lagde fra land.

Ud i skærgården, rundt om, højre om, inden om, venstre om, op om, nord om, imellem skær og små øer, der er mange, skal jeg hilse at sige.

Sådan gik det 19,33 km og med vinden ind agten fra lidt surfe, en laber brise (4 sec/m) måske lidt mere, men en dejlig vind og tur til Amtø tæt på et naturreservat hvor Birgitte og Yvonne var heldige at se en grævling og traner.

Tidligt om morgenen kom en flok køer løbende igennem lejrpladsen, så et par stykker var ude og kyse dem, så de ikke trampede rundt i teltene. De valgte så at gå ned til kajakkerne, hvor, Erik holdt vagt, så de ikke kom for tæt på.

 

 

Mandag den 16. juni.

Jeg vågnede op på Amtø lige over 6. Kunne høre enkelte dråber ramme teltet. Stak hoved ud og så Benny allerede var i gang med at sætte tarpen op. Ud af teltet og i gang. Snart snurrede kaffevandet og et par stykker mere kom frem.

Benny gjorde klar til at bage brød, men de kom til at drille ham en del med de nye pander med en slags teflon. Dejen hang godt i panden. Snart var vi alle samlet havregrøden klar, de lidt brændte brød klar og der var dømt hygge selvom regnen trommede let på tarpen. Brødet var nu som altid ganske dejligt og blev spist op.

Da det stadig regnede, men snart ville stoppe besluttede nogle stykker at tage ekstra lur i posen.

Efter en halv time var der ingen trommen på teltet og brydning af lejren gik i gang. Snart gik turen nord på med kurs mod Missjø, hvor der var frokost. Vi lavede et mindre kryds, hvor der var lidt vind fra nordvest, hvilket gav mulighed for at ride/surfe på bølgen. Dejlig fornemmelse, det kan være svært at lade være med, når der er mulighed for det, en slags afhængighed.

Ved nord spidsen af Missjø indtog vi en dejlig frokost med de kendte dåser, på en lejrplads vi senere vendte tilbage til.

Så roede vi ca. en time længere nordpå, hvor vi holdt kaffepause på en lille ø.

I kajakken igen og efter endnu en time og 20 km nåede vi bugten på Aspøja, hvor vi skulle finde en lejrplads i naturen. Det er jo aldrig en let sag, men det lykkedes.

Jeg nåede at se flere par skeænder flyve omkring og rovterner, som fiskede i bugten. Dejlig oplevelse.

Vi fandt en fin lejrplads i læ af en skrænt, fandt stole og kogegrej frem, og så duftede Yvonnes gryderet over det hele og snart var vi dejlig mætte.

Det havde været dejlig sol siden middag, så nogle stykker af os gik op i byen, for at se på en landhandel og finde vand.

På vejen passerede vi en restaurant, som ville åbne på fredag, hvor det var midsommer, de havde travlt med havearbejde, selvom det var aften. Landhandelen viste sig at være en bod med forskellige pestoglas. Senere ville de have grøntsager fra deres have og drivhus.

På havnen fandt vi en vandhane og så var det hjemad igen, hvor vi gik i posen for at være klar til næste dag. Hov, vi fik da lige en kop kaffe med lidt sødt til inden posen.

Dejlig dag – Carsten.

Tirsdag morgen vågnede vi op til det smukkeste solskinsvejr. Benny havde som sædvanligt været tidligt oppe og sat gang i 2 Bannock brød, og havregrøden var også i gang. Jeg er ikke til havregrød så jeg nøjedes med at nyde dagens første kop kaffe, mens jeg ventede på brødet. Endelig var havregrøden overstået og brødet færdigt, Benny var begyndt at at skære dem ud i 6 stykker så blev der som regel noget til overs til frokosten. Dagens program blev aftalt mens vi spiste, vi skulle til Missjö. Planen var at tage 2 overnatninger på Missjö fordi vejrudsigten forudsagde hårdt vejr om onsdagen.

 Så blev det tid at pakke kajakkerne og komme videre vejrudsigten lovede heldigvis sol og tørvejr hele dagen, og det var en kort tur i dag, kun ca.11 km. Der var stadig meget vind fra vest så Benny havde planlagt en rute så vi fik mest muligt læ, kun i nogle enkelte overgange mellem øerne mærkede vi for alvor vinden.

Selvom det var en kort tur i dag, blev der alligevel tid til frokost undervejs, det er rart lige at få depoterne fyldt op. Vel ankommet til Missjø var det igen teltrejsning og alt det der, men da vi ikke for alvor var blevet vasket siden lørdag aften på Ekö Kystcamping, mulighederne havde ikke været der, var vi 5 stykker der sejlede til Tyrislöt en lille havn der lå på fastlandet 3,5 km. vestpå. her var der en campingplads, hvor vi satsede på at kunne få et bad. Vi tog afsted mod Tyrislöt i strid modvind, nu trængte vi i hvert tilfælde til et bad. Ved havnen var der et slæbested som vi fik bakset kajakkerne op af, en venlig bådejer anviste en plads foran hans båd, og så afsted mod campingpladsen. Vi gik ind i receptionen og fremførte vores ærinde, men på trods af Thomas' gode overtalelsesevner mente de 2 unge piger i receptionen ikke, at det var en mulighed når vi ikke havde en plads på campingpladsen. Så vi måtte opgive og nøjes med at købe en is. Det var nu heller ikke så dårligt, det var den første på turen. Yvonne havde opgivet længe før os andre og havde fundet et sted hvor hun kunne vaske hår i koldt vand.

Så var der ikke mere at blive i Tyrislöt efter. Vi gik ned på havnen fyldte vores vanddunke og satte kurs mod Missjö igen, nu i medvind. Da vi kom tilbage, havde de tilbageblevne fundet et sted, hvor vi kunne hoppe i fra klippen og komme op igen, så det gjorde vi efter at være sæbet ind, dejlig dukkert og nu renere. Aftensmaden bestod af en buffet af forskellige dehydrede retter, som Erik havde med. De forskellige retter fik karakter efter hvor godt de smagte. Generelt var vi enige om, at der var mere smag i disse retter, end i de sædvanlige frysetørrede poser.

Efter aftenhyggen var det sengetid. Vi havde i løbet af tirsdagen set at vinden onsdag ikke blev så slem som ventet, men fastholdt onsdag som en hviledag.

Onsdag den 18. juni.Ut stod tidligt op og fandt en alternativ rute til toilettet, som stort set tog mig rundt på hele øen. Det lykkedes dog at finde tilbage til en flok, der var i gang med morgenmaden.

Efter morgenmaden var vi ved at efterlyse Tonni, da han var gået på toilet. Han havde fundet endnu en alternativ rute. Da alle var samlet, gik vi øen rundt. En spændende men udfordrende tur.

Efter frokost tog Benny, Thomas og Carsten på ekskursion i kajakkerne for at finde nye lejrpladser til kommende ture. De fandt et par stykker, der kunne bruges. Resten af os tog en god morfar og slappede af i lejren.

Thomas tryllede en risotto frem til aftensmad.

 

Torsdag d. 19. juni.

Afgang fra Missjö efter to nætter. Aftalen var, at vi skulle sejle kl. 9, da vejrudsigten varslede regn fra kl. 10. Vi var dog klar allerede kl. 8.30, og det viste sig at være en god beslutning, for regnen begyndte netop, som vi satte kajakkerne i vandet. Der var meldt 8 m/s med vindstød op til 12 m/s fra nordvest, så vi holdt os så tæt på kysten som muligt. Det gik rigtig godt.

Første pause blev ved Tyrislöt Camping, hvor vi fyldte vanddunkene og købte grøntsager og andet til aftensmaden.

Formiddagspausen holdt vi på Korsholmen, hvor der er en lille butik, der sælger røget fisk m.m. Her købte vi røget rejer, helt og laks – betalt med Eriks svenske kontanter.

Vi fortsatte sydpå i opklaring og med vinden i ryggen. Frokosten nød vi på en skråning med fantastisk udsigt, på Vindbasö.

Vi slog lejr på den sydlige del af Ämtö, og regnen kom netop, som vi gik i land, så teltene blev hurtigt slået op. Efter en halv times regn og hagl kom solen frem igen, og vi fik tørret teltet og andet udstyr.

Pigerne gik en tur til havnen, mens drengene begyndte at lave mad. Efter aftensmaden gik vi en tur på øen og så et par traner.

Fredag den 20. juni.

”Morgenstund har guld i mund” passer ganske godt til denne fredag morgen. Solen skinnede fra blå himmel uden vind. Næsten glemt var gårsdagens regnvejr.

I dag fik vi ovenikøbet dug på bordet for første gang på turen, efter at Eva Annette var nået ned til bunden af sin kajak.

Det var den sidste rodag og planen var at ro tilbage til Kustcamping Ekön, men allerførst at ro til Harstena og besøge den idylliske ø. Vi var klar til afgang 9.25 og roede først i læ, senere med sidevind/skrå bagvind og fandt vej gennem et mylder af øer.

Velankommet efter 7 km klædte vi om og delte os i en gruppe, der gik mod venstre hen til øens skolemuseum, hvor vi vidste (fra tidligere besøg) at der var borde/bænke. Den anden gruppe gik den modsatte vej, hen til lystbådehavnen for at afprøve øens eneste offentlige toilet. Ved skolemuseet blev vi forenet igen og fik den obligatoriske kaffepause med Thomas lækre energisnack, som vi har fået hele ugen. Hvor har han dog haft alle dem ? Efter en lille rundtur gik vi til havnen, hvor vi på restaurant Loften, alle fik røget laks i meget stor størrelse, som vi blev meget mætte af. Alligevel var der nogle, der skulle supplerede med en is. Citat ”Is er der altid plads til”.

Så gik det mod campingpladsen de sidste 14 km. Det gik lidt på kryds og lidt på tværs afhængig af øernes placering, men det lykkedes at finde tilbage til campingpladsen, hvor vi fik slået teltene op. Lige derefter skulle vi alle i BAD. Det første i en uge. Som genfødt på ny.

Benny bagte derefter bannockbrød, da der ikke var tid til det næste morgen, da vi ville hurtigt af sted hjemad.

Sidst vi har i Skt. Anna var vi ude at spise denne sidste aften. Men restauranten havde lukket pga. Midsommerfest og stemningen var ikke til at besøge campingpladsens restaurant. Så aftensmaden blev til rugbrød som vi havde roet rundt med i en uge, men suppleret med lækker røget laks, der var tilbage fra indkøbet på Korsholmen.

Vi supplerede med is og derefter blev det til en gang minigolf.

Erik R.

Lørdag den 21.juni.

Vi var tidligt på færde med at få slået telte ned og pakket sammen. Morgenmaden skulle også klares i en ruf, så bannock brødet var bagt aftenen i forvejen. Der var nogen (Erik), der fik sig en lang næse, da det viste sig, at mælken, indkøbt til havregrynene aftenen i forvejen, var tykmælk. Kl.7.41 var vi klar til at køre hjemad. Første stop blev atter Coop i Målilla, hvor der er borde, bænke og betalingstoilet. Frokosten blev indtaget ved Bosjöklosters Mölle, og som Eva Anette sagde, er der jo en grund til, at vindmøller placeres højt på en bakketop – og det kunne vi godt mærke!!! Et is- og benzinstop blev det også til. GPS’en blev studeret flittigt på sidste del af turen, for der var udsigt til kødannelser på Sjælland og ved Nyborg. Vi var tilbage ved klubben ved 18-tiden efter en skøn tur i Sankt Anna Skærgård med dygtig turledelse, dejligt selskab, lækker mad og fantastiske naturoplevelser. Tak for det!

Birgitte