Mandagstur 6. maj.
Vi mødtes som sædvanligt ved klubhuset. Undertegnede i sidste øjeblik. Nedtagelse af en stor kran ved Lerchesgade havde stoppet al trafik. Så det tog 20 min fra Åløkkevej til klubhuset.
Destinationen blev Nyborg ved Leffroiy. Undervejs havde chauffør Mogens en diskussion med GPS’en, som han ikke stolede på eller var enig med. Men vi kom frem.
Vejret var overskyet med nogen vind, som vi fik bagfra.
Sejlede mod syd under Storebæltsbroen - lidt fascinerende.
Første stop blev på stranden i det gamle færgeleje for Storebæltsfærgerne. Vagn havde bagt dejlige muffins. Vi så marsvin.
Videre forbi Det gamle knaldfyr ved Knudshoved. Et knaldfyr kunne virke med både lys og lyd for at vejlede skibstrafikken. Frokosten blev indtaget ved tidligere militært område, Slipshavn.
Tilbageturen lidt mere rolig, da vinden havde lagt sig. Så nu kun dønninger, der var aftaget kraftigt efter sidste kaffepause, som vi holdt tæt på iskiosken ved Nyborg Strand.
Samlet roede vi 17 km og da det var min første tur i år, meldte trætheden sig en smule.
Fin hjemtur uden brug af gps.
Tak til turleder Bent for en god tur. Annette