Turleder: Kaj
Assisterende turleder: Henrik
Referent John W:
Øvrige deltagere: Hong, Lene G.J., Anne Sofie, Carsten, John K., Mogens, Kaj, Peter, Tonni og Sjak.
Vi var enige om, at det skulle være en øtur i det gode sommervejr, så Bågø, Brandsø og Skarø var i spil.
Da jeg i den grad har ligget stille med et dårligt knæ, tog gruppen hensyn og valgte Skarø, hvor vi har det korteste kryds over åbent vand.
Vi placerede de 3 piger på bagsædet i Henriks Volvo, så vi kunne nøjes med 3 biler, og så kørte vi til Ballen Havn. Alle biler kom frem uden navigationsproblemer.
Vi kom hurtigt i kajakkerne, og så gik det i flot samlet flok mod Skarø.
Da vi var tæt på det rev, der går ud forbi havnen, mødte vi en modgående havørn. Kort inden kaffepausen fik jeg den krampe i hoften, som jeg havde frygtet, så jeg forberedte Sjak på, at jeg nok skulle have en bugserline på tilbagevejen.
Kaffepauserne er jo noget helt specielt i Odense Havkajakklub. Carsten havde købt 3 forskellige slags brunsviger, hvoraf den ene var krydret med lakrids, og jeg havde min hjemmelavede stemmeplejer med, så vi gik ikke ned på lakrids .
Efter kaffepausen startede vi på næste etape, hvor vi i mageligt tempo roede hele vejen rundt om øen til havnen. Da det var helt fladt vand kunne jeg klare min krampe ved at ligge næsten helt ned i kajakken. Det har vist ikke set ret elegant ud, men jeg kom da rundt.
Turen rundt var bare ren hygge, og vi observerede hverken sæler eller andre mennesker.
Vel ankommet til havnen gik vi op gennem en stinkende bræmme af opskyllet tang, fandt et par bord/bænkesæt med havudsigt og nød vores madpakker med Kajs medbragte agurker.
Efter frokosten gik vi i samlet flok op til Skarø Is for at smage på varerne. De havde endnu ikke startet sæsonen med vafler, så vi kunne kun vælge mellem de forskellige is i små bægre. Betjeningen foregik på engelsk, hvilket vi åbenbart må vænne os til.
På hjemturen startede vi med en indskærpning af at holde os godt samlede, da trafikken af sejlbåde var tiltaget i dagens løb. Jeg kunne ro knap den halve distance, inden krampen kom igen, så jeg fik en bugserline fra Peter.
Sådan en bugserline er en fantastisk hjælp. Jeg kunne undgå krampen ved at ro afslappet uden behov for at spænde lårene op i dækket, og Peter kunne faktisk kun mærke en belastning, når jeg holdt pause for at tage en tår vand. På det sidste stykke overtog Sjak bugseringen.
Vel ankommet til Ballen Havn tog halvdelen af os en frisk dukkert - - vandet er slet ikke koldt mere.
Hjemme ved klubhuset ventede Van med en stor kasse kartofler til os.