Søndag d. 29-1 Klintebjerg

328006922 718551259865165 5274845129184419542 n

Klintebjerg- Boels bro.

Turleder Benny
Øvrige deltagere: Lone, Ricky, Kaj, Mogens, Jørgen C, Bent.

Den forrige tur blev af Sjak udnævnt til årets bedste. Så jeg vil kalde denne tur årets hårdeste.
Det blæste 6-8 m/sec fra vest, så Benny havde to forslag med. Østkysten ved Nyborg eller Odense Fjord.
Det blev Odense fjord fra Klintebjerg til den lille ø Flintholm, som ligger ud for Lindøværftet.
Vi fik hurtigt klædt om i skuret på Klintebjerg havn. Her fik vi besøg af Gorm, som for flere år siden har været medlem i OHK og har bygget kajak der. Han inviterede os med i sauna. Det skulle vi nok have valgt.
Men vi stævnede frisk ud med kurs mod Vigelsø. Da vi rundede nordspidsen af Vigelsø, fik vi vinden i ryggen, og det gik rask afsted langs sejlrenden imod Lindøværftet.
Da vi nåede Flintholm, blev vi enige om ikke at gå i land der, da der ikke var læmulighed der. I stedet roede vi ind til den nye terminal ved værftet, hvor vi kom i læ bag en stenmole.
Madpakkerne blev nydt til en god snak, men vi var enige om snart at ro tilbage, da det var blæst op til 7-8 m/sec, og bølgerne var blevet større.
Tilbageturen startede fint ned langs værftet og herfra med kurs imod Vigelsø langs sejlrenden.
Men nu havde vinden taget godt fat, og bølgerne rejst sig til 80- 100 cm højde. Og vinden kom lige imod os
Snart fik den første brug for at træktov for at følge med. Først trak Ricky, til han fik ondt i ryggen, så overtog Benny tjansen.
Vi kom dog kun meget langsomt fremad, og det var svært at holde retningen og at holde tæt sammen.
Halvvejs mod Vigelsø, efter mere end en times hårdt arbejde, måtte vi erkende, at vi ikke alle havde kræfter til at ro til Klintebjerg. Så vi holdt rådslagning og enedes om at søge nærmeste nødhavn, som var Boels bro.
Mogens var kommet nogle hundrede meter i forvejen, så han skulle kaldes tilbage, hvilket var svært, for han kunne ikke høre os.
Vi vendte om og roede nu i medvind og med bølgerne ind bagfra. Det gik hurtigt, men der er vanskeligere at holde balancen, når vi surfer på bølgerne. Det klarede vi dog alle og kom noget forkomne sikkert i land i Boels bro.
Her gik en mand og var ved at sikre sin skydepram. Ham forklarede vi vores situation, og han indvilgede i at køre de to chauffører til Klintebjerg og hente bilerne. Det er en tur på 30 km hver vej.
Os der blev tilbage søgte læ i det gamle kampestenshus der ligger i havnen.
Da bilerne og traileren kom, kunne vi få tørt tøj på, læsset kajakker og køre retur til Kanalvej.
Vi var vist alle godt trætte men lykkelige for, at det endte godt.
Det blev en hård men også lærerig tur på godt 15 km.

Bent