Torsdag d.26-8 Åen

 

Deltagere: Carsten, Mai-Britt, Van, Hong, Lars, Gitte og Martin

Det var kun vores anden tur med klubben, og vi kan allerede nu slå fast at det er en god klub vi er kommet med i!

Hjemmefra var vi to nybegyndere lidt lorne. Vejret var gråt, lidt vådt og blæsende - kunne der komme en god tur ud af det? Ville vi med vores ringe erfaring kunne styre kajakkerne i vind og bølger? Ville det blive mere mas og slid, end sjov, nydelse og hygge? Da vi var kommet i kajakkerne tæt ved Odense Ås munding og havde sat kursen opstrøms, var vi med det samme ikke i tvivl: Det var godt vi kom afsted.

Vi kom hurtigt i læ og roligt vand, og strøg derindad mod byen. Selvfølgelig ikke med de store havudsigter, som havkajakker vel ellers lægger op til, men til gengæld med frodig brinkvegetation, store og små fugle, store trækroneudhæng, dramatiske skyformationer. Sågar små forhindringer på vandet i form af væltede træer og sammenstuvet grøde.

Lidt før broen ved Åsum vendte vi om, og roede retur, godt hjulpet af Hongs godbidder. Efter i alt 8 km på vandet gik det tilbage til klubhusets varme drikke, madder og fortsatte snak om alt muligt. Konklusionen er klar: Når der kan vokse så god en aften ud af så dårlig en vejrudsigt, er det værd at pakke kajakgrejet og tage af sted til et klubarrangement en anden gang.

Tak for i aften!
Gitte og Martin