Vi mødtes i flot, men koldt solskinsvejr på pladsen foran klubhuset kl 12.
Da havde madholdet været i gang længe, så vi blev mødt af synet af et telt med rød løber og festligt dækket bord og duften af kød på grillen.
Foran huset stod et fad med lakse-blinis og champagne. Der var lagt op til gode timer - og det blev det.
Efter den sædvanlige rundhilsen og udtryk for gensynsglæde tog formand Sjak ordet, bød velkommen og bad John sætte standeren. Det lykkedes i
andet forsøg og sæsonen er nu officielt i gang - mange har dog allerede været på vandet, det er svært at vente.
Så blev vi budt indenfor i teltet - et flot bord og et overdådigt tag-selv-bord ventede os. Sjak bød igen velkommen lidt kort syntes Hanne, så hun
rejste sig og sagde pæne ord om klubben, ikke mindst til den tidligere formand og formandinde - John og Susanne som har været med i alle årene.
Carsten fortalte at han har været på turlederkursus og noget har han da fået ud af det kunne vi høre. Efter de sædvanlige sikkerhedstjek, lancerede
han en ny form for makkerredning: Sørg hele tiden for at der er noget i din nabos glas - det øvede vi så resten af eftermiddagen. Vi har i klubben
altid været meget omhyggelige med at vores makkerredninger ikke ruster. Jeg glæder mig til at komme på hans ture.
Sjak følte sig måske lidt korrekset i hvert fald rejste han sig igen og læste op af turberetningen fra den første tur han var med på. Den gik fra
Kerteminde Nordstrand til Sibirien!
Nu var vi altså også ved at være sultne og glædede os til at komme i gang med den lækre mad og det skuffede ikke.
Lam og gris, der havde været på grillen og 3 slags farvestrålende og fantastisk velsmagende salater, flødekartofler, gulerødder og asparges + ikke
at forglemme Kajs rabarberkompot.
Senere fik vi en lækker islagkage. Kaffe og hjemmelavet kransekage.
Snakken gik, latteren og historierne gik over bordet, det var svært at få ørenlyd. Kan du huske? Var det ikke? Nej, det var ….. Og sådan
fortsatte det hele eftermiddagen.
John fortalte om klubbens start. Der har været nogle udfordringer, som blev klaret. Jeg troede i hvert fald at John altid havde været verdensmester
i at bygge grønlandskajakker, da jeg byggede min ca 10 år senere. Øvelse har gjort mester. Overgangen fra at være en klub af grønlandskajakker
til at flere og flere ror i yoghurt bægre blev også nævnt.
Kaj fortalte derefter om en tur Dyreborg - Bjørnø- Knolden og Lyø hvor de overnattede. Menuen var halvfrosne kyllinger og papvin. (Det gør vi
nu bedre nu om dage!!!) Hjemturen foregik med færgen - vi er glade for at vi har dem endnu!
Nogen havde fundet en sang, Preben skrev til 10-års jubilæet, den kunne stadig synges med stor glæde: At bygge sig en havkajak er ej for sarte
sjæle…..
Jette og Karen har organiseret, at klubhuset får nye gardiner: Jette samlede penge ind, Rigmor og Karen syr - tak.
Jørgen Roy sang: Gem et lille smil..
Hans Jørgen spillede og sang en hyldest til sin grønlænder kajak.
Lasse berettede om husets historie
Derefter gik det lidt hurtigt med korte taler og snak omkring bordet. Der blev alle steder givet udtryk for glæde og taknemlighed over vores fine
klub og den ånd, den har haft hele vejen igennem selv om der har været stor udskiftning undervejs. Ånden som blev grundlagt fra starten og som
vi passer godt på.
Anja og Betina havde lavet en sang til lejligheden, som de hjalp os med at synge, og vi fik også et af deres nye numre. Dejligt.
Så måtte jeg desværre forlade festen - Ærøfærgen ventede. Christian lovede mig at skrive, hvis der skete noget vigtigt og jeg har ikke hørt noget,
så…..
Tusind tak for en dejlig dag i godt selskab
* og ikke mindst tusind tak til madholdet: Thomas, Carsten, Lene, Benny, Hanne, Helle, Sjak, Helle Bech, Lene og Henrik under
sikker - og tilsyneladende uden stres - ledelse af Thomas. Det var SÅ godt.
* - og så var der en del mænd, der sørgede for at sætte telt og bære borde og stole.
En rigtig god dag hvor vi fik fejret os og sagt tak til dem, der startede klubben og nogle af de mange, der har været den stabile kerne, der har
sørget for at værksted og klubhus blev passet og bemandet, og at der var turledere til de mange turer. Kort sagt alt det, som vi måske ikke er så
gode til at bemærke i hverdagen, men som virkelig mærkes hvis det ikke bliver gjort. Ingen nævnt, ingen glemt, men tak.

Laila