RIMG1168 600 x 337

Turleder Kia
Øvrige: Kaj, Sjak, Benny. Inge, Begitte, Lille Lene, Lange Lene, Henrik, Morten, Bent,

Lars Erik, Thomas, Peter J.
14 deltagere ialt.

Turlederen havde bestemt at vi skulle til Måle, men vi blev ved med at køre til vi kom forbi alle de sommerhuse som ligger på lejet grund helt ned til Storebælt til der stod Bøgebjergvej på skiltet.
Da vi stod på stranden og klædte om kom der to store flokke Bramgæs flyvende hen over os. De havde både en forflyver og en bagstopper. Men tjansen gik vist på skift. Jeg kunne ikke se om der også var en turleder.
Vores turleder Kia formanede os om at hun forventede at vi roede i samlet fok og hver valgte en roer som vi så havde ansvar for på turen.
Benny blev udnævnt til forover og Bent til bagroer.
Vandet var lavt, så vi skulle ud over en revle før der var dybt nok til at kajakkerne kunne flyde.
Inge blev hurtigt træt af selskabet, hun var svimmel, så Sjak fulgte hende tilbage til bilerne hvor hun ventede til vi kom tilbage. Hun fik god underholdning af en stor jagthund som ville spise hendes madpakke.
Tre kvarters roning til Måle hvor vi gik på land og drak den obligatoriske øl inden vi roede tilbage.
Tilbage i klubhuset var der franskbrød og ost, og Lene havde bagt en god æbletærte som vi nød med flødeskum til. Vi glemte helt at få sprut. Måske fordi Kaj var kørt hjem til Lotte.
Aftenen tur blev på knap 8 km.
Bent

 

57070899 2203140516471335 1654740247906353152 n1 600 x 337

 

Vi mødtes i flot, men koldt solskinsvejr på pladsen foran klubhuset kl 12.
Da havde madholdet været i gang længe, så vi blev mødt af synet af et telt med rød løber og festligt dækket bord og duften af kød på grillen.
Foran huset stod et fad med lakse-blinis og champagne. Der var lagt op til gode timer - og det blev det.
Efter den sædvanlige rundhilsen og udtryk for gensynsglæde tog formand Sjak ordet, bød velkommen og bad John sætte standeren. Det lykkedes i
andet forsøg og sæsonen er nu officielt i gang - mange har dog allerede været på vandet, det er svært at vente.
Så blev vi budt indenfor i teltet - et flot bord og et overdådigt tag-selv-bord ventede os. Sjak bød igen velkommen lidt kort syntes Hanne, så hun
rejste sig og sagde pæne ord om klubben, ikke mindst til den tidligere formand og formandinde - John og Susanne som har været med i alle årene.
Carsten fortalte at han har været på turlederkursus og noget har han da fået ud af det kunne vi høre. Efter de sædvanlige sikkerhedstjek, lancerede
han en ny form for makkerredning: Sørg hele tiden for at der er noget i din nabos glas - det øvede vi så resten af eftermiddagen. Vi har i klubben
altid været meget omhyggelige med at vores makkerredninger ikke ruster. Jeg glæder mig til at komme på hans ture.
Sjak følte sig måske lidt korrekset i hvert fald rejste han sig igen og læste op af turberetningen fra den første tur han var med på. Den gik fra
Kerteminde Nordstrand til Sibirien!
Nu var vi altså også ved at være sultne og glædede os til at komme i gang med den lækre mad og det skuffede ikke.
Lam og gris, der havde været på grillen og 3 slags farvestrålende og fantastisk velsmagende salater, flødekartofler, gulerødder og asparges + ikke
at forglemme Kajs rabarberkompot.
Senere fik vi en lækker islagkage. Kaffe og hjemmelavet kransekage.
Snakken gik, latteren og historierne gik over bordet, det var svært at få ørenlyd. Kan du huske? Var det ikke? Nej, det var ….. Og sådan
fortsatte det hele eftermiddagen.
John fortalte om klubbens start. Der har været nogle udfordringer, som blev klaret. Jeg troede i hvert fald at John altid havde været verdensmester
i at bygge grønlandskajakker, da jeg byggede min ca 10 år senere. Øvelse har gjort mester. Overgangen fra at være en klub af grønlandskajakker
til at flere og flere ror i yoghurt bægre blev også nævnt.
Kaj fortalte derefter om en tur Dyreborg - Bjørnø- Knolden og Lyø hvor de overnattede. Menuen var halvfrosne kyllinger og papvin. (Det gør vi
nu bedre nu om dage!!!) Hjemturen foregik med færgen - vi er glade for at vi har dem endnu!
Nogen havde fundet en sang, Preben skrev til 10-års jubilæet, den kunne stadig synges med stor glæde: At bygge sig en havkajak er ej for sarte
sjæle…..
Jette og Karen har organiseret, at klubhuset får nye gardiner: Jette samlede penge ind, Rigmor og Karen syr - tak.
Jørgen Roy sang: Gem et lille smil..
Hans Jørgen spillede og sang en hyldest til sin grønlænder kajak.
Lasse berettede om husets historie
Derefter gik det lidt hurtigt med korte taler og snak omkring bordet. Der blev alle steder givet udtryk for glæde og taknemlighed over vores fine
klub og den ånd, den har haft hele vejen igennem selv om der har været stor udskiftning undervejs. Ånden som blev grundlagt fra starten og som
vi passer godt på.
Anja og Betina havde lavet en sang til lejligheden, som de hjalp os med at synge, og vi fik også et af deres nye numre. Dejligt.
Så måtte jeg desværre forlade festen - Ærøfærgen ventede. Christian lovede mig at skrive, hvis der skete noget vigtigt og jeg har ikke hørt noget,
så…..
Tusind tak for en dejlig dag i godt selskab
* og ikke mindst tusind tak til madholdet: Thomas, Carsten, Lene, Benny, Hanne, Helle, Sjak, Helle Bech, Lene og Henrik under
sikker - og tilsyneladende uden stres - ledelse af Thomas. Det var SÅ godt.
* - og så var der en del mænd, der sørgede for at sætte telt og bære borde og stole.
En rigtig god dag hvor vi fik fejret os og sagt tak til dem, der startede klubben og nogle af de mange, der har været den stabile kerne, der har
sørget for at værksted og klubhus blev passet og bemandet, og at der var turledere til de mange turer. Kort sagt alt det, som vi måske ikke er så
gode til at bemærke i hverdagen, men som virkelig mærkes hvis det ikke bliver gjort. Ingen nævnt, ingen glemt, men tak.

Laila

 

 

 

 RIMG1151 600 x 337

Mandag morgen d. 15/4, dagen efter klubbens store 25 år jubilæums fest, mødte 10 mand høj op til en
rotur. Vores turleder ( Bent ) havde lagt en plan, den blev forelagt, der var taget højde for vind og vejr,
så der var ingen slinger i valsen, en god plan. Turen gik fra Assens havn, i det fineste solskin uden om
Torø, forbi korset og op til Plums gamle ferie bolig, der fik vi kaffe og kage, en lille en til halsen. Så
gik det i strid modvind, rask mod Sønderby klint. Det kunne godt mærkes i de gamle ro arme, de
havde ikke roet hele sidste år, men dejligt at være på vandet igen. Madpakkerne blev indtaget med den
smukkeste udsigt fra toppen af klinten.
Hjemturen var med en overbæring, inden om Torø, langs med stranden og en tur ind i Assens havn. Det
blev til 17 km. Tak til alle for en rigtig fin tur.

Deltagere : Bent, Kaj, Mogens, Thomas, Jørgen R. Erik R. Sjak, Tonni, Finn, Peter S.

 

 

 RIMG1123 600 x 337

Vinden var N-NØ og det blæste 8-10 m/sek. Turleder Henrik foreslog os at sætte i i bunden af Føns Vig, så vi kunne sejle nogenlunde i læ. Det syntes vi andre seks - Bent, Kaj, Lene, Mads, Mogens og Peter - var en god ide. Der var sol det meste af tiden, kun enkelte lette skyer. Så snart vi var kommet forbi den sidste gård i Føns by, så vi en lama. Den gik på toppen af den grønne bakke, halvøens højeste punkt, 17 m over os, der sad med en vis legemsdel i vandskorpen.
Kaffen nød vi efter 3½ km sammen med Mogens' velsmagende hjemmebagte kage. Lene var oppe i et flot hvidafbarket træ. Fotografering. Spørgsmålet er så: hvilket billede bliver bedst, det hun tog af os, eller det Kaj tog af hende.
Så sejlede vi videre langs de lave gule klinter, hvor man enkelte steder kunne se skråtstillede lerlag.
GRRRÅ - GRRRÅ lød det inde mellem nogle træer, og Mogens fortalte, at netop denne dybe lyd var ravneskrig.
På hjemvejen så vi faktisk 2 flyvende ravne på dette sted. De er tydeligt større end krager. Ved pynten drejede vi mod nord og fik snart efter vinden lige imod os, så vi besluttede at vende om og finde et sted i læ til frokost. Og det blev en frokost som så mange gange mange før: Vi sidder på række, spiser de flade madpakker, Bent eller Kaj eller en anden sørger for, at vi får lille klar til halsen (denne gang var det igen Bent), og der bliver tid til en lille morfar. Hvor var himlen dog dejlig blå!
Og på de sidste 5 km holdt vi os alle så nogenlunde nær kysten, hvor der ikke var meget vind. Fin tur på 12 km!
Mads

 

 

 

Skidtsamlerdag søndag d. 31 marts

Skidtsamlerleder Carsten, Helle, Kaj, Sjak, Mogens, Stig, Finn, Christian, John, Rigmor, Begitte, Birgitte, Hanne, Susanne og Niels.
14 friske samlere mødes ved klubhuset til et rundstykke og en hurtig kop kaffe. Solen stod højt på himlen og vinden bed lidt i kinderne, da vi drog ud med poser og snappere. Vi syntes godt vi kunne se vi havde været ude sidste år. Der lå ikke så mange af de store ting. I løbet af et par timer fik alligevel samlet en hel trailer med top og dem der færdes langs Kanalvej kan glæde sig over den rene rabat.
Tak til dem der mødte frem for en hyggelig formiddag.
Carsten

RIMG1142 600 x 337

Tur leder: Erik R (ass. Hanne)
Deltagere: Kaj, Thomas, Peter og Begitte.

En rigtig kold og blæsende aprilsaften med udsigt til regn og vindstyrke på
6-8 sekund meter fra nordøst.
Så det var ikke for tøsedrenge og kun seks roere var mødt op!

Turen var planlagt til Dalby Bugt og vi satte i fra det sædvanlige sted.
Roede ud af bugten nordpå i samlet flok og tæt ved kysten.
Skyerne skiltes ad og solen skinnede faktisk på os lige til den gik ned klokken godt otte og vinden var knap så stærk som det var meldt. Det var dog koldt!
Kort pause efter 3 km med drinks og snacks.
Retur i pænt tempo – mødte et marsvin eller to – hurtig omklædning og læsning af kajakker og så hjem til kaffe og ostemadder i et lidt koldt klubhus.........

En fin aften.
Hanne Neumann

 

 

 

Deltagere: Begitte, Hanne N., Lene G.J., Sjak, Carsten H., Lars Erik, Thomas, Erik R., Kaj, Bent
Turleder: Erik R.

En kajaktur går ikke altid som man forventer. Heller ikke denne onsdag.
- Vejrudsigten havde lovet regn hele aften. Det kom der ikke noget af.
- Det ville bestemt være fuldstændig overskyet. Men solen tittede frem i den skønneste orange stil.
- Jeg havde kun forvente ganske få deltagere med den vejrudsigt. Men vi blev 10 deltagere.
Og sådan kunne jeg blive ved.
Men det er nok fordi, at dem der kom de ved jo godt at:
Onsdag aften er det altid godt vejr !

Turen gik fra Lodshuse rundt om yderste del af Midskovhalvøen med de stejle skrænter. Begitte mente
helt bestemt, at hun så marsvin. Hun har jo også sådan nogle unge øjne. Da vi nåede til sommerhuse
vendte vi om uden pause, da det blev tidligt mørkt.
Tilbage fik vi læsset og klædt om inden tusmørket.
I klubhuset ventede Benny med te og kaffen klar. Et point til ham.
6 km i alt.

Erik R.

 

 

 

 

 

 

 55945044 2335659509983697 7369141578935304192 n

RIMG1116 600 x 337 

Turleder: Bent
Deltagere. Kaj, Tonni, Christian, Mogens, Fin, Sjak, Erik R og Hanne.

Sæsonens første mandagstur blev skudt i gang i strålende solskin og en klar blå himmel og med hele ni deltagere.
Ringe vind fra øst og sydøst.
Lillebælt blev valgt med afgang fra campingpladsen ved Gals Klint og kurs mod Fænø Kalv og dernæst Fænø rundt.
Første stop på Fænø Kalv til tiltrængt kaffe pause med Bent´s Dagmar tærte. Vi stilede mod den lille dal , men......... der var andre som havde taget den i besiddelse – en stor sort, langhåret vædder stormede mod os med faretruende sænket hoved – ganske frygtindgydende med sine store horn – vi sprang op med kaffen skvulpende i kopperne – især Christian blev bange.........
Erik redede os imidlertid fra faren ved at puste sig op i sin røde tørdragt og vifte med arme og ben, hvilket bragte vædderen til øjeblikkelig stop og derefter langsom tilbagetrækning.
Efter kaffen den obligatoriske vandretur øen rundt og spark på den gamle traktor, som var synket yderligere i knæ siden sidst.
Vædderen mødte vi igen og det viste sig at den faktisk var ganske venlig stemt overfor os – den var helt alene på øen og helt sikkert ensom.............
Vi krydsede over til Fænø og påbegyndte turen rundt – lidt mere vind og en smule bølger på vejen – alt sammen dog kun behagelig udfordring.
Frokostpause blev afviklet i sol og læ – heldigvis ingen tudser endnu – dem er Christian nemlig også bange for...........
Gode historier blev fortalt af Kaj selvfølgelig og rigeligt af godmodig mobning til alle sider ........
Sidste pause på udkigsposten ved Lillebæltsstien på Hindsgavl før vi var tilbage ved Gals Klint.
14 km i alt.
Jeg nåede at gøre Tonni aprilsnar ved at bilde ham ind at hærværksfolk havde ridset siden på hans nye bil mens vi var væk..........

Tak for en herlig tur.
Hanne Neumann

 

 

 RIMG1086 600 x 337

Turleder: Sjak
Deltagere: Erik R, Erik B, Benny, Tonni, Jørgen R, Bent, Kaj, Lars,
Jørgen C, Mogens, Inge og Hanne.

 

!3 ivrige og forårskåde roere mødte op ved klubhuset på denne smukke morgen til årets første tur på vandet.
Vejret var smukt – sol fra en klar blå himmel og ingen vind.
Kurs mod Svendborg og isætning ved Christiansminde.
Det tog lidt tid før alle var iklædt adskillige lag tøj og/eller tørdragter - flere var blevet begavet med splinternye dragter i strålende farver.
Klokken ca. 11:30 begav vi os afsted med forroer og bagroer udpeget og instruks om at holde gruppen samlet.
Og det var vel nok skønt atter at være i sin kajak og at få overarmene rørt!
Det knagede lidt i enkelte roers skulderhængsler, men ro-rutinerne etableredes hurtigt og vi skød en pæn fart derudad.
Og hvilken GLORIOUS DAY
Det blev meget hurtigt for varmt for flere af os .......
Dampen stod ud af øerne og de hjemmestrikkede huer måtte tages af således den overskydende varme kunne undslippe kroppen!
Vi holdt frokost pause i skovbrynet på øens vest side og nød udsigten til Langeland imens.
Eftermiddagskaffen og Kaj`s fastelavnsboller mm. blev nydt på en solrig plads længere fremme på ruten – der blev hygget og snakket og grinet godt og det var svært at løsrive sig og komme videre.
Tilbage ved Christiansminde lidt før klokken 16 – hurtig og effektiv læsning af kajakkerne, men knap så hurtig tøjskift – det overraskede hvor møjsommeligt og tidkrævende det kan være at komme ud af en tørdragt!

1000 tak for en super start på den nye sæson – det lover godt ......

Hanne Neumann.

 

 

oldlogo

Seneste ture 2019

Onsdag d. 17-4 Bøgebjerg StrandOnsdag d. 17-4 Bøgebjerg Strand


Turleder Kia
Øvrige: Kaj, Sjak, Benny. Inge, Begitte, Lille Lene, Lange Lene, Henrik, Morten, Bent [ ... ]

Flere artikler