Historien om Odense Kajakklub er nært forbundet til formanden for klubben fra 2000 til 2015, John Weiss Andersen. Her fortæller han hvordan hans interesse for kajakker og kajakbygning opstod.

Den grønlandske qajaq.
En gang i 1990 læste jeg en artikel i Gør Det Selv om Svend Ulstrup, der byggede grønlandske kajakker.
Selv om jeg overhovedet ikke havde erfaring med at ro kajak, blev jeg totalt fascineret af, hvad jeg læste, men jeg kunne overhovedet ikke se mig ud af at deltage i et byggekursus ovre ved Isefjorden, så drømmen fik lov at hvile.
I en weekend i efteråret 1991 blev der så afholdt et grønlandsk idrætsstævne i Søhus (Odenses nordlige udkant, hvor jeg bor), hvor deltagerne fik mulighed for at prøve kajakker i Odense Kanal. Det var en naturvejleder fra Helnæs Mølle, der leverede kajakker. Han havde ikke nogen kajakker med, som jeg kunne få mine lange, stive ben ned i, så jeg måtte om lørdagen nøjes med at kigge misundeligt på alle de grønlandske kvinder, der prøvede kajakkerne. Mændene holdt sig tilbage, fordi de troede, at vi troede, at de alle sammen kunne beherske en kajak – kort sagt ubegrundet præstationsangst !!!.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til en kammerat, som jeg fik lokket med derud om søndagen. Han kunne komme ned i en af kajakkerne, og da jeg så hans smil fra øre til øre, var jeg overbevist om, at sådan nogle skulle vi bare i gang med. 
Efterfølgende fandt vi en klodset foldekajak, som jeg kunne være i. Den manglede enhver form for dynamik, men nu havde jeg da prøvet at ro i en kajak..
Vi kunne deltage i et kajakbyggekursus på Helnæs Mølle på samme måde som ovre ved Svend Ulstrup, men vi kunne ikke lige få økonomien til at hænge sammen.
Efter et stykke tid faldt vi i snak med en mand, som året i forvejen havde deltaget i et byggekursus på Helnæs Mølle, og han ville med glæde fungere som instruktør, hvis vi kunne samle et hold på 10-12 mand. Det tog bare et par timer med telefonen i hånden at samle et hold.
Vi startede i et snævert kælderrum i Odense, men da kajakkerne begyndte at fylde lidt mere, måtte vi rykke til Faaborg, hvor vi lånte et lokale på slagteriet.
Ved søsætningen tidligt på sommeren viste det sig, at to af kajakkerne lå nærmest perfekt i vandet, medens resten var endt som katastrofer i varierende grad.
Vores frivillige instruktør havde godt nok prøvet at bygge en kajak, men han havde overhovedet ingen indsigt i, hvordan opmålingen påvirker kajakkens egenskaber i vandet, og vi havde ikke nogen baggrund for at gennemskue det.
På trods af fiaskoen havde vi ikke mistet modet, så Odense Havkajak Klub og Kajakklubben Malik opstod på basis af det første års byggeri.
Vi var så nogen stykker, der ikke kunne forstå, at kajakbyggeri i den grad skulle baseres på tilfældigheder, så vi fandt alt, hvad det lokale bibliotek indeholdt om kajakbygning. Det lettest tilgængelige litteratur, vi fandt, var denne lille bog:
Qaanniornermut ilitsersuut: Instruktion i kajakbygning: Instruction in kayak building, som højskoleforstander H. C. Petersen fra Sisimiut i sin tid udgav i et samarbejde mellem Grønlands Landsmuseum og Vikingeskibshallen i Roskilde.
Bogen er skrevet på grønlandsk, dansk og engelsk, så afsnittene kommer skiftevis.
Bogen har desværre i en periode været trukket tilbage fra handelen efter pres fra en anden instruktør i kajakbygning, men den udgives igen, og den kan lånes på biblioteket under registreringsnummer 62.83.

Et meget vigtigt grundlag for at drive en klub, er passende lokaler. Folkeoplysningsloven er skruet sammen således, at en kommune er forpligtet til at stille lokaler til rådighed for klubvirksomhed, hvis de ejer passende lokaler, i modsat fald kan en klub selv anskaffe lokaler, som de kan få tilskud til. Vi har i hele klubbens historie haft mulighed for at benytte lokaler, som Odense Kommune har stillet til rådighed.

Stige

Vi startede den første sæson med at låne sløjdsalen på Stige Skole, men det var ikke særligt hensigtsmæssigt, da alt skulle ryddes væk efter hver byggeaften, og det lagerlokale, vi fik stillet til rådighed var overhovedet ikke stort nok til at opbevare kajakkerne. Næste sæson fik vi mulighed for at bygge et skur til opbevaring af kajakkerne på skolens parkeringsplads, så vi trods alt kunne klare os. Det var godt nok under arbejdet med kajakkens skelet, men når vi først kom til betrækket, var det ikke hensigtsmæssigt at arbejde i en tør og varm atmosfære, medens den i mellemtiden blev opbevaret i kulde og høj luftfugtighed, da vi så ikke havde ret meget styr på, hvordan lærredet strakte sig.

Bellinge

Efter yderligere et par år fik vi mulighed for at bruge en hel fløj af den tidligere Bellingeskole, der ikke længere fungerede som folkeskole. Fløjen bestod af 10 eller 12 klasseværelser med foldedøre ud til et mægtigt bredt fællesrum. Det var så overvældende pladsforhold, at vi næsten ikke kunne finde hinanden. Der var faktisk plads til, at et par af medlemmerne kunne bruge et af lokalerne til at bygge vores første kajaktrailer på basis af chassisrammen fra en gammel campingvogn.

Kanalvej

I den samme periode fik vi mulighed for at overtage et lille klubhus ved siden af restaurant Næsbyhovedskoven, som Marineforeningen hidtil havde benyttet. Jeg fornærmer vist ikke nogen ved at kalde det et håndværkertilbud. Vi sørgede for frivillig arbejdskraft, Odense Kommune leverede de nødvendige materialer til renoveringen, og vi fik sponsorstøtte til inventar.

Kajakværksted i Bellinge

I forbindelse med at Odense Kommune indrettede Bellingeskolen til Bellinge Idrætscenter med både en ungdomsskole, et hjemmeplejedistrikt, en daginstitution foruden alle idrætsfaciliteterne, blev vi flyttet til skolens gamle sløjdsal, hvor vi stadig er. Lokalet er ikke så stort som det oprindelige, men det passer perfekt til vores formål. I årenes løb har vi bygget 2 skure til kajakker i forbindelse med klubhuset, og som det seneste har Odense Kommune foretaget ekstrafundering og opretning af huset, da det er bygget på blød bund.

Nye aktiviteter

I klubbens første par år var bygningen af kajakkerne den eneste væsentlige aktivitet, men der meldte sig hurtigt et behov for afholdelse af ture, så vi også havde noget at være fælles om i sommerhalvåret.

Resten af klubbens historie fremgår af turberetningerne og beskrivelserne af sikkerhedsinstruktion i svømmehallen.