kajaj20

20. kajakaften: - så blev det epoxyaften. Kajakkerne var tørre, og efter at have monteret en intermistisk "hængepind," der via en snor i loftet skal holde kajakken på "ret køl" mens den hærder, var vi klar til epoxy behandlingen.
Der er ikke tale om traditionel bådebyg-epoxy-arbejde, hvor man jo typisk påfører epoxy sammen med glasvæv, for at bygge en hård ekstra skal. Med vores grønlænderkalakker i Bellinge er lærredet i sig selv "yderskallen," og epoxyen blandes i et forhold af Resin, Hærder og Sprit, så konsistensen kan påføres med en malerulle, trænge helt ind lærredet, og derved give yderskallen maksimal styrke.
Disse "cutomiserede" fremgangsmåder at bygge grønlandskajakker på i Odense Havkajakklub - og der er flere: f.eks. samling af lærredet i kølen, "vandtætte" skotter, specielværktøjer og alternative materialer m.fl. – er ingenlunde fremkommet af sig selv. Således heller ikke behandlingen af kajakkens yderskal. Der er gennem årene blevet eksperimenteret med forskelligt lærred og epoxyblandinger, og således har man i dag fundet en metode, der giver lærredet en anselig styrke. Learning by doing, og det drager vi kursister naturligvis kæmpe fordel af.
Efter epoxybehandlingen males kajakkerne i præcis den farve man måtte ønske, og da min kammerat Brian og jeg har besluttet, at vores kajakker skal være mørke, foreslog John Weiss Andersen os, at vi kunne bejdse lærredet mørkt, så ridser der senere måtte komme i malingen, ikke vil optræde så markante med en lys bund underneden.
Og så var det tid til endnu et experiment... i stedet for at bejdse lærredet først, vil vi prøve at blande det ibenholtsorte bejdsepulver i spritten, og derved påsmøre bejdsen integreret i epoxyblandingen.
Resultatet var overraskede! Lærredet blev nok mørkere, men slet ikke så meget som forventet. Pigmenteringen blev transparent og mere laserende, og kajakkens ny gråbrunlige farve fik et svagt skær af violet over sig, men stadig organisk og naturlig på en eller anden måde.
Nu er det med farver naturligvis meget individuelt, og umuligt at diskutere. Hvad er smukt og hvad er grimt? Men den nye epoxyblanding gav i hvert fald Brian og jeg hovedbrud, for vi kan rigtig godt li den nye naturlige farveeffekt. Jeg havde egentlig tænkt mig at kalde min kajak for "Aningaaq" (månemanden fra grønlandsk mytologi), og male den dyb mørkeblå. Men nu overvejer jeg kraftigt, at give kajakken klar lak i stedet?
Afvaskningen inden maling vil måske gi et fingerpeg – hvad mon det bliver? -følg med...