17. kajakaften: Mandehullet skal i kajakken, og selv om jeg har "svælget" en hel del i den æstetiske helhed og de smukke spændte kurver, der opstår når lærredet bliver spændt ud over hele kajak skelletet, så betragter jeg mandehullet som en slags "kronen på værket."
Alligevel gør det ondt, når vores kursusleder John, efter at have sikret sig at hullet er placeret korrekt, stikker sin kniv igennem lærredet, og foretager det første snit. Eller "flænser helheden, under højlydt protest fra det spændte lærred," ja sådan tænkte jeg et kort øjeblik. Men John har prøvet det før, så hvor "barbarisk" det end virker på min "sarte" designersjæl, så sker det kyndigt og sikkert, og lærredesnipperne fikseres hurtigt til rammen med nogle kraftige nåle.
Forinden er mandehullet blevet pålimet en bændel og fikseret med en strop, der spænder rammen fast på kajakken, og sikrer at denne ikke kan bevæge sig under processen. Og processen er syning. Ganske som spanter og køl blev fastgjort kajakken ved sammensnøring, så fastgøres mandehullet også ved hjælp af nål og tråd. Da vi lavede mandehullet, forsynede vi det med en række små huller, og det er disse huller, vi nu bruger til at trække trådene igennem. Ganske som sammenbindingen, er syning ikke min yndlingsbeskæftigelse (gør ondt i fingrene), men opgaven her er trods alt mere overskuelig, og trods lidt slagsmål med de lange tråde, og de spiiidse nåle, så kom jeg igennem første syrunde på en aften
Næste gang skal den pålimede bændel syes ned over lærredsenderne, så mandehullet kan tage sig pænt ud, og blive en "krone på værket" – håber jeg – følg med