kajaj11

11. kajakaften: Det skal ikke skorte på vandtætte skotter! Selv om 100% vandtætte bliver de næppe. Det siger sig selv, at det er utopisk at opnå en synkefri kajak, i en konstruktion hvor yderskroget er af lærred. Men med skotter er der nu også lige så meget fokus på bekvemmelighed som på sikkerhed.
Bliver man ved et havari nødt til at lave en "våd udstigning", så vandet kan komme ind i "hele" kajakken, står man med noget af en tung sag at bjærge. Men med skotter i kajakken, kommer der kun vand i cockpittet, og så er der tale om en betydelig lettere "ubåd" at håndtere.
Skotter er endnu en ting, som en original grønlænderkajak ikke oprindelig er udstyret med, men som instruktørerne har udviklet på Odense Havkajakklubs kajakbygningskurser i Bellinge. Tillige med en række andre teknikker, så som samling af lærredet (yderskroget) i kølen. En løsning som jeg har valgt, fordi det er den kønneste, og det går jeg nu engang op i.
Skotterne laves af 4 mm vandfast krydfinér, der måles op efter skroget, og limes på. Der pålimes desuden lister i "overmål", og senere armes skotterne med glasvæv og epoxy, og høvles ned til det punkt, hvor lærredet senere vil nå ind.
Der blev også tid til en 5. proces i "operation mandehul." Meningen er jo at mandeholdet til sin tid skal syes sammen med lærredet (yderskroget), og derfor skal rammen selvfølgelig forsynes med en række små huller huller til nål og tråd. Næste operation bliver af finish karakter, hvor rammen pudses af så den er klar til klarlakering - jeg glæder mig – ja det gør jeg principielt til alle operatoner af finish karakter :0)

Hans Jørn Bøtcher