10. kajakaften stod specielt i formgivningens tegn, og for en designertype som mig, er det en yderst spændende stund. Kajakskellettet (rælling, agter og stævn) skal høvles i facon. Princippet er nogenlunde det samme, som når vi grafikere skal lave eleganter figurer... det hele skal bestå af "spændte" kurver. De "rigtige" linier er ikke bare kønnere at kigge på, de giver også bedre sejleegenskaber.
Det er dejligt at faconhøvle. Først tages det grove med den store høvl eller el-høvlen, og bagefter gælder det om at få den lille blokhøvl indstillet rigtigt, så den kan tage de lange glatte høvlspåner, der efterlader den rene skarpe flade. Et par lange træk - ned på knæ og vurdere – høvle lidt mere – ned og vurdere, og tilsidst; så er den der – "den spændte kurve." Man kan se kajakkens form, næsten lige så tydeligt, som var der allerede spændt lærred på – Spændende.
Med masik'en og sædet (to lag finér der er limet i facon) på plads, er det også tidspunktet, hvor man kan lirke sig i sin kajak, og tage sig en lille kajaktur (i værkstedet naturligvis), og så småt afprøve komforten. Og komforten er på ingen måder høj (synes jeg), men man kan naturligvis sikre sig, at alt det kroppen/ben/fødder kommer i kontakt med, er grat'et af og pudset til, så man undgår ubehagelige skarpe kanter.
Man kan også sy et lille skumryglæn på den bagerste del af mandehullet, og evt. lægge lidt liggeunderlag på sædet. "Fanatikerne" siger godt nok, at det gælder om at holde tyngdepunktet lavt... nåh men jeg løber sgu' risikoen med et par mm liggeundlag – vi snakker i bedste fald trods alt kun om "reducering af diskomfort", hvis der altså er noget, der hedder sådan :0)

Hans Jørn Bøtcher