kajaj5

Den 5. kajakaften skulle jeg så igang med "spanterne," hvilket jeg havde glædet mig til, for så skulle jeg prøve noget helt nyt med træ - nemlig at bøje det! Spanterne udgør ribbenene I kajakkens skelet, og spanterne til vores grønlænderkajakker "dampbøjes."

Igen drager vi kursister stor fordel af vores kursuslederes Georg Gearløs egenskaber, og naturligvis store specifikke viden om både teknik og materialer til en grønlænderkajak. Spanterne laves i asktræ, da denne træsort har ekstra lange fibre. Men hvor man normalt arbejder med "rigtigt" tørret træ, bruger man til træ der skal bøjes friskfældet træ, og John Weiss havde derfor været på savværk, og udvælge en kløvet stamme, hvor årene lå helt rigtigt.

Dernæst er der værktøjerne...og det er her Johns Gerløs gen kommer ind i billedet. Ved at splitte et udtjent fiskars "damp-renser-lugejern" og forbinde det til et hjemmebygget dampkammer, har han konstrueret det perfekte værktøj til bøjning af kajakspanter.

Spanterne opmåles, saves ud på længder, og derefter på go' gammel Emil-fra-Lønneberg-vis håndsnittes de I enderne, så de passer til spantehullerne. Spanterne dampes tre ad gangen i 10 minutter, og derefter bøjes de godt og grundigt, kontrolleres og vupti - der sidder de så I spænd og danner ribbenene på min kajak.

Næste gange skal de så dybles og forsegles - følg med..

 

Hans Jørn Bøtcher