Skrevet af John Weis Andersen

Den grønlandske qajaq.

Lille kajak lærer ivrig mand at bygge

En gang i 1990 læste jeg en artikel i Gør Det Selv om Svend Ulstrup, der byggede grønlandske kajakker.
Selv om jeg overhovedet ikke havde erfaring med at ro kajak, blev jeg totalt fascineret af, hvad jeg læste, men jeg kunne overhovedet ikke se mig ud af at deltage i et byggekursus ovre ved Isefjorden, så drømmen fik lov at hvile.
I en weekend i efteråret 1991 blev der så afholdt et grønlandsk idrætsstævne i Søhus (Odenses nordlige udkant, hvor jeg bor), hvor deltagerne fik mulighed for at prøve kajakker i Odense Kanal. Det var en naturvejleder fra Helnæs Mølle, der leverede kajakker. Han havde ikke nogen kajakker med, som jeg kunne få mine lange, stive ben ned i, så jeg måtte om lørdagen nøjes med at kigge misundeligt på alle de grønlandske kvinder, der prøvede kajakkerne. Mændene holdt sig tilbage, fordi de troede, at vi troede, at de alle sammen kunne beherske en kajak – kort sagt ubegrundet præstationsangst !!!.

 Starten på kajakbyggeri i Odense

Da jeg kom hjem, ringede jeg til en kammerat, som jeg fik lokket med derud om søndagen. Han kunne komme ned i en af kajakkerne, og da jeg så hans smil fra øre til øre, var jeg overbevist om, at sådan nogle skulle vi bare i gang med.
Efterfølgende fandt vi en klodset foldekajak, som jeg kunne være i. Den manglede enhver form for dynamik, men nu havde jeg da prøvet at ro i en kajak..
Vi kunne deltage i et kajakbyggekursus på Helnæs Mølle på samme måde som ovre ved Svend Ulstrup, men vi kunne ikke lige få økonomien til at hænge sammen.
Efter et stykke tid faldt vi i snak med en mand, som året i forvejen havde deltaget i et byggekursus på Helnæs Mølle, og han ville med glæde fungere som instruktør, hvis vi kunne samle et hold på 10-12 mand. Det tog bare et par timer med telefonen i hånden at samle et hold.
Vi startede i et snævert kælderrum i Odense, men da kajakkerne begyndte at fylde lidt mere, måtte vi rykke til Faaborg, hvor vi lånte et lokale på slagteriet.
Ved søsætningen tidligt på sommeren viste det sig, at to af kajakkerne lå nærmest perfekt i vandet, medens resten var endt som katastrofer i varierende grad.
Vores frivillige instruktør havde godt nok prøvet at bygge en kajak, men han havde overhovedet ingen indsigt i, hvordan opmålingen påvirker kajakkens egenskaber i vandet, og vi havde ikke nogen baggrund for at gennemskue det.

På trods af fiaskoen havde vi ikke mistet modet, så Odense Havkajak Klub og Kajakklubben Malik opstod på basis af det første års byggeri.

 

 

 

H. C. Petersen fra Sisimiut
Vi var så nogen stykker, der ikke kunne forstå, at kajakbyggeri i den grad skulle baseres på tilfældigheder, så vi fandt alt, hvad det lokale bibliotek indeholdt om kajakbygning. Det lettest tilgængelige litteratur, vi fandt, var denne lille bog:
Qaanniornermut ilitsersuut: Instruktion i kajakbygning: Instruction in kayak building, som højskoleforstander H. C. Petersen fra Sisimiut i sin tid udgav i et samarbejde mellem Grønlands Landsmuseum og Vikingeskibshallen i Roskilde. Bogen er skrevet på grønlandsk, dansk og engelsk, så afsnittene kommer skiftevis.
Bogen har desværre i en periode været trukket tilbage fra handelen efter pres fra en anden instruktør i kajakbygning, men den udgives igen, og den kan lånes på biblioteket under registreringsnummer 62.83.
Den følgende sæson byggede vi 2 kajakker præcist efter H. C. Petersens anvisninger i bogen, men de var heller ikke meget værd. De var enormt luvgirige, og de dykkede stævnen direkte ned i bølgerne. Vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke havde taget højde for, at den europæiske kropsbygning afviger væsentligt fra den eskimoiske. Vi har generelt væsentligt længere ben i forhold til den totale kropshøjde. Da vi kunne afhjælpe problemet ved at flytte lændestøtten længere tilbage, var vi klar over, at vi var på sporet.
Gennem de følgende år var vi omkring så mange fejl og opsamlede så mange erfaringer om opmåling, at vi i de sidste 10 år kun har haft ganske få kajakker, der ikke levede op til forventningerne.

 Erfaringer bliver til viden

Dugen er lagt på, strammet op og samlet med nåle. Lige klar til at sy.

I årenes løb har vi haft mange meget dygtige håndværkere blandt vore kajakbyggere, og vi har misbrugt deres faglige baggrund på det groveste, så vi efterhånden har opsamlet en betragtelig viden, som ingen af os ville være i stand til at klare på egen hånd.
Når vi bygger kajakker i dag, kører vi ud ad 2 spor. Den klassiske metode, hvor lærredet bliver syet hen ad dækkets midte, og den nyudviklede metode, hvor lærredet bliver samlet i kølen, så dækket fremstår fuldstændig glat.
Den eneste forskel på kajakskelettet er, at køllisten til den nyudviklede model skal være 5 mm. bredere for at give plads til samlingen.
I princippet er alle samlinger i en grønlandsk kajak enten besnøringer eller dyvler. I praksis bruger vi søm og skruer til midlertidigt at fastholde enkelte dele under bygningen, men de bliver selvfølgelig fjernet. Den eneste undtagelse er, at enkelte medlemmer vælger at skrue skurelisten på med rustfri skruer (de må så leve med, at vi andre håner dem lidt ).
I enkelte af kajakkens dele afviger vi også fra bogens beskrivelser ved at lime 2 stykker træ sammen i stedet for at skære enheden ud af et stort stykke med et gigantisk spild. Da de gør tilsvarende i Sisimiut og sandsynligvis også i de andre grønlandske byer, kan vi gøre det med god samvittighed.

Opmåling

Eva Anette prøvesidder for at se om målene passer

Vi starter med at bruge et kasseret kajakskelet til at opmåle personen, så knæstøtte og tåstøtte kan placeres korrekt. Desuden bruger vi personens højde, da rælingslisterne skal være 3 gange højden. Herefter vurderer vi personens proportioner for at fastlægge, hvor langt lændestøtten skal placeres bag ved midten af rælingslisterne. Disse mål bliver tegnet ind på rælingslisterne sammen med yderligere 8 punkter, hvor tværstykkerne skal danne dækkets facon.
Vi har dårlige erfaringer med at bygge kajak som et far/søn projekt, da ønsket ofte kommer på et tidspunkt, hvor drengen vokser så eksplosivt, at opmålingen af benlængden er forældet, inden man har foldet tommestokken sammen.

Rælinglisterne

Rigmor snitter en tap til.

Efter opmålingen bliver taphullerne til tværstykkerne fræset med en langhulsboremaskine, hvor vi har lavet værktøj til fastholdelse af rælingslisterne i den rigtige vinkel.
Hullerne til spanter i rælingslisternes underside bliver lavet med en boremaskine, som styres i en borelære af hårdtmetal.
Herefter limes og dyvles en forhøjelse på det yderste stykke af rælingslisterne, så der er tilstrækkeligt træ til, at man til sidst kan høvle sig frem til en smuk linie på rælingen.

Dækkets facon

Formgivning af kajakken tager tid

Når vi skal fastlægge dækkets facon, skal vi igen måle på personen. Den klassiske måde at fastlægge kajakkens bredde er hoftebredden med et tillæg af en knytnæve på hver side, og det passer normalt for voksne mænd, så kajakken får den korrekte volumen. Når det drejer sig om kvinder, må vi vurdere lidt anderledes, da de generelt har lavere vægt end en mand med tilsvarende hoftebredde. (der findes vist ikke bedre begrundelse for at vurdere kvindekroppe indgående ).
Dækkets facon udformes individuelt, da mange kajakbyggere har ønsker om at lægge sig tæt op ad kajaktyper, de har set på museer og lignende, men den grundlæggende metode er den samme. Lændestøtten og knæstøtten saves ud efter de mål, der giver den korrekte bredde, og der saves tappe til montering i rælingslisternes taphuller. Herefter strammes rælingslisterne sammen i stævnene. Når man har denne grundlæggende facon, som typisk kun har tilstrækkelig bredde på et begrænset stykke omkring midten, kan man lave det 3. tværstykke fra hver ende, så man spænder rælingslisterne fra hinanden, indtil man har den ønskede facon. Herefter er det blot et spørgsmål om at måle og save de resterende tværstykker.
Både knæstøtten og det tværstykke, der ligger umiddelbart foran knæstøtten, skal være forhøjet for at man kan få benene ned under dem. Af praktiske grunde laver vi dem i første omgang lige over. Når vi er sikker på faconen, limer vi så meget træ oven på dem, at vi kan skære den korrekte forhøjelse ud.
Alle de færdige tværstykker monteres i rælingslisterne, strammes sammen og fastlåses med trædyvler gennem tappene.
Når dækket er samlet, er det sjældent helt lige, men efter opretning ved hjælp af en murersnor kan vi fastlåse det hele med et par dyvler på tværs gennem enderne af rælingslisterne.

Kajakkens dybde

 

 Kølen lægges

Kajakkens dybde ved mandehullets bagkant skal ifølge tradtionen være afstanden mellem spidserne af lillefinger og pegefinger, når man spænder fingrene fra hinanden. I årenes løb har vi fundet ud af, at det næsten altid svarer til ¼ af kajakkens udvendige bredde på midten, så vi bruger det som et lettere håndterligt mål. Vi skruer så en afstandsklods på lændestøtten og på det 2. tværstykke fra hver ende, så kølen kan ligge på dem og beskrive det spring, som man er interesseret i. Når kølen er på plads, tilpasses stævnstykkerne, så stævnene kommer til at stå i den vinkel, men er interesseret i. Stævnstykkerne limes og skrues sammen med kølen og fastholdes på enden af rælingslisterne med strimler af opklippet bilslange, som er et fabelagtigt hjælperedskab. Når limen er tør, erstattes skruerne med dyvler.

Spanterne

Nu er vi nået dertil, hvor mange vil fæstne kølen til rælingslisterne for at have et fast udgangspunkt for opmåling af spanter. Det er imidlertid en dårlig ide, da det er utroligt svært at bukke de yderste små spanter ind under kølen. Vi nøjes derfor med at binde det sammen med gummistrimler, så vi venter med den endelige samling, til vi er færdige med spanterne.
Opmålingen til spanterne er absolut lavteknologisk. Vi bruger en blød plaststrimmel, som vi stikker ned i spantehullet i den ene ræling, kører det under kølen og ned til den anden ræling, og fastholder målet med en tommelfingernegl. Strimles måles med tommestok og skrives på rælingslisten ved det hul, hvor det er målt. Det kræver lidt fornemmelse, da plaststrimlen lige knap beskriver samme kurve, som et spant af asketræ vil gøre, men vi kender ikke noget mere præcist.

Spanter af asketræ

Asketræet er næsten en historie for sig selv. Vi bruger (misbruger ) vore forbindelser til at udvælge et egnet træ, medens det står på roden. Når vi har fået det fældet, skærer vi det op til planker på en stor antik bloksav, medens der er publikum på ved åbent arrangement på Lumby Mølle. Træet er på det tidspunkt så saftspændt, at mange af plankerne flækker omkring kernen, når vi skærer det op, og de øvrige flækker vi selv, så plankerne ikke bliver mere skæve end allerhøjst nødvendigt.
På vores værksted opbevarer vi træet under en presenning og venter længst muligt med yderligere udskæring, så vi undgår udtørring, da der er rigeligt varmt og tørt til opbevaring af træ, der skal kunne bukkes.

Bukning af spanter med damp

Arbejdet med spanterne er varmt og lidt stressende

Når vi skærer træet til spanter, satser vi på en endelig tykkelse på 8 mm., og vi er meget omhyggelige (nærmest hysteriske) med kun at bruge træ med perfekt åretegning til spanter, da det ellers flækker, når vi bukker det.
Vi har bygget et dampapparat af dampgeneratoren fra en ukrudtsdamper og et isoleret stålrør, så vi damper 3 spanter ad gangen, og vi damper dem ca. 10 minutter. Så snart et spant kommer ud, blødgør vi det ved at bukke med små bevægelser hele vejen gennem spantet. Når vi kan mærke, at det er klar, sætter vi det på plads og bukker den endelige facon. Så snart spantet er kølet af, holder det faconen, og det er en del stivere, end det var, før det fik damp.
Når alle spanterne er dampet, prøver vi at sætte sidelister midlertidigt på med limklemmer, så eventuelle problemer med et spant bliver afsløret, og vi kan erstatte det. Når vi er tilfreds, fæstner vi spanterne med dyvler gennem rælingslisterne.

Snøring

Snøreprocessen er hårdt for fingrene og tager lang tid

Det er nærmest utopisk at satse på, at alle spanter passer præcist, men det er ikke noget problem. Hvis et enkelt spant er blevet for stort, vil det give masser af problemer, men hvis det er blevet for lille, kan mellemrummet blot fyldes ud med en afstandsklods.
Alle de steder, hvor spanterne møder kølen, snøres de fast præcist på midten. Det er smartest at starte på midten og derefter længst ude i hver ende. De resterende besnøringer vil så være meget lette at centrere. Når alle besnøringer på kølen er færdig, rettes den ind, hvis der er en mindre skævhed. Herefter kan stævnstykkerne fæstnes på rælingslisterne med besnøringer eller dyvler. Her kan en midlertidig skrue også hjælpe til at holde det på plads, medens man fæstner det korrekt.

Sidelisterne

Placering af sidelisterne påvirker kajakkens sejlegenskaber

Når kølen er snøret fast, skal sidelisterne anbringes på spanterne således, at kajakkens bund får den profil, man er interesseret i. Det kan tage lidt tid at flugte det af, hvorefter man laver en besnøring et sted omkring midten og herefter et sæt besnøringer i hver ende lige som på kølen, inden de resterende besnøringer laves.
For nogle år siden lavede en kajakbygger alle besnøringer i den ene side, hvorefter han ville færdiggøre kajakken 4 dage efter. Da var kajakken blevet så skæv af det ensidige træk, at han måtte skære besnøringerne op og starte forfra. Reelt burde den nok være kasseret, da den ikke blev rigtig god.

Sædet

Nu mangler skelettet kun et eventuelt sæde og dækkets udformning.
Den letteste måde at lave sædet er at laminere 2 stk. 4 mm. finerplader sammen ved hjælp af skumlim, så de udfylder rummet mellem 2 spanter. Tilsvarende kan man lave en plade til at hvile læggene på længere fremme i kajakken. Vi fraråder at lave en plade til hælene, de den tager for meget af den sparsomme plads. De rigtig hardcore kajakbyggere taget blot et stykke liggeunderlag som sæde, så det svarer til et stykke sammenlagt sælskind.

Masikken

Når dækket skal udformes, skal vi have en ”masik” til at bære mandehullets forkant. Traditionelt laves den af et krumt stykke træ, men vi har valgt at laminere 2 stk. 19 mm. brædder sammen og skære den ud på båndsaven. På denne måde kan vi lave den ret tynd uden nogen væsentlig risiko for, at den flækker.

 

Fordækket

Grønlænderne benytter altid 2 lister til det hævede fordæk, men på grund af vores længere ben, er vi ofte nødt til at hæve fordækket så meget, at det er mere hensigtsmæssigt at fordele det over 3 eller 4 lister i fordækket. En anden forskel er, at grønlænderne altid lader listerne ende på tåstøtten., medens vi lader listerne gå længere ud, så de efterlader tilstrækkelig højde ved fodstøtten til størrelse 44-46.

Skelettet på plads
Nu er hele skelettet samlet, så alle overskydende ender af tværstykker og dyvler skal skæres rent, og rælingslisternes overkant skal høvles, så der bliver en smuk linie fra det dybeste punkt ved mandehullet og op til stævnene.
I alle de år, jeg har bygget kajak, har jeg kun 1 gang behandlet skelettet med træbeskyttelse, og jeg gør det ikke igen. Uanset hvor meget man sviner med sin kajak, vil skelettet aldrig blive ødelagt af råd og svamp, så længe lærredet holder.

Mandehul

Inden vi sætter betræk på, skal vi lige have lavet et mandehul (når vi er nede i den størrelse, forekommer ordet cockpit overdrevet). Vi har 4 stålskabeloner, som dækker de fleste gængse størrelser samt en håndfuld individuelt fremstillede skabeloner af spånplade og lignende. Den nødvendige længde asketræ udskæres i dimensionen 40 X 10 mm. Den ene ende høvles med en skaring over 10 cm, og træet dampes 45 minutter. Når den er dampet, bukkes og fastholdes den på skabelonen med MANGE skruetvinger. Samlingen limes med skumlim, da den reagerer perfekt på det fugtige træ. Efter et døgns hærdning skæres det overskydende træ af, og det høvles totalt glat. En asketræsliste på 7 X 12 mm. høvles med tilsvarende skaring , hvorefter den dampes tilsvarende og limes omkring mandehullets overkant.
Efter hærdning skæres denne liste også ren, og der bores 4 mm. huller med 2 cm. afstand tæt oppe under den forstærkede kant.

Skin on wood, - betrækket

Som betræk bruger vi noget kraftig bomuldslærred, som kaldes ”binderdug”. Dette lærred stiller ret store krav til opstramningen, hvis man vil undgå, at det rynker. Til denne proces har vi haft meget stor nytte af 2 sadelmagere, som har lært os enormt meget om behandlingen af lærredet.
Det er meget vigtigt at stramme lærredet lige så meget på langs som på tværs, da det ellers vil ende med, at lærredet bølger hen ad siden (det ligner en radiator med en sovepose udenpå ).

Traditionelt betræk med syning i dækket:
Kajakkens længde over kølen opmåles, og der fratrækkes 15 cm., inden lærredet skæres af. Lærredet foldes på langs ved midten, og der sys en lomme i den ene ende, som hægtes på den ene stævn. Ved hjælp af en gjordstrammer (et klassisk sadelmagerværktøj) strækkes lærredet så meget som muligt og fæstnes på kølen med hæfteklammer. Det er ofte muligt at strække lærredet 25-30 cm. Herefter strammes lærredet op til rælingen og fæstnes igen med hæfteklammer. Vi har udviklet et stykke værktøj, der er meget mere effektivt end den klassiske metode med strammesnore. For at få syningen til at ligge præcist på midten strammer vi lærredet fra de ene side hen over dækket, hæfter det fast og streger midten op med blyant. Processen gentages på den anden side. Herefter lægger vi 15-20 mm. sømrum til og klipper det overskydende lærred af. Ved hjælp af ca. 100 nåle hæfter vi sømmen op, så vi er klar til at sy den med krumnål. Vi bruger oftest en skjult søm, hvor sømrummet ligger på lærredets underside. Sømmens vandtæthed kan forøges til noget nær det perfekte ved at slutte af med at holde sømrummet op til lærredet med et risting.
Mandehullet sys fast med 10-12 sting ca. 2 cm. længere fremme, end den endelige placering. Herefter trækkes mandehullet bagud ved hjælp af en bagagestrop, så eventuelle rynker i fordækket bliver strammet ud. Mandehullet strammes ned på midten med en bagagestrop ned om kajakkens skrog. Lærredet inde i mandehullet skæres op i stjerneform og fastholdes med nåle i mandehullets huller. Når det er strukket rimeligt på plads, sys lærredet fast.

”Højteknologisk metode”, hvor lærredet samles i kølen:
Kajakkens længde over dækket opmåles, og der fratrækkes 10 cm., inden lærredet skæres af.
Lærredet foldes på langs ved midten, og den ene ende fæstnes på stævnen med MANGE hæfteklammer fordelt på oversiden og stævnens forside. Lærredet strækkes til den anden stævn og fæstnes ligeledes med mange hæfteklammer. På alle tværstykkerne fæstnes lærredet med enkelte hæfteklammer, så det ikke løber skævt under opstramningen. Fra kajakkens midte og ud mod stævnene strammes lærredet ud til rælingslisterne og fæstnes med hæfteklammer (jeg gider snart ikke længere at skrive ”fæstnes med hæfteklammer”). Herefter strammes lærredet ned til kølen og fæstnes ved siden af den notgang, der er fræset i den lidt bredere køl. Vi fræser ca. 10 mm., så der er plads til, at lærredet fra begge sider ligger dernede sammen med en 6 mm. rundstok (vi har fundet nogle ret store mikadospil, hvor pindene er perfekte til formålet, og de er meget billigere end byggemarkedets rundstokke), der fungerer som lås. Der er skumlim i bunden af notgangen, mellem hvert lag lærred og til sidst, så rundstokken ligger i skumlim. Med denne metode får vi et smukt, helt glat dæk, og som en sidegevinst er det meget lettere at undgå rynker i lærredet, da det overskydende forsvinder i samlingen. Mandehullet lægges blot på plads, strammes ned og sys fast, da der ikke er nogen rynker i dækket, som skal fjernes.

Maling

Imprægnering og maling af lærredet kan også opdeles i den klassiske og den højteknologiske.
Vi har gennem mange år benyttet Hempels kuttermaling, som vi har fortyndet med temmelig meget terpentin til de første 2 gange maling, så det er trængt helt ind i lærredet. Herefter har vi gradvis fortyndet mindre, så vi i 6. eller 7. lag har sluttet af med ufortyndet maling. Ulempen er, at stanken af terpentin er enorm, og nogle medlemmer kan ikke klare det på trods af god udluftning.
Gennem de sidste par år er vi begyndt at bruge en opløsningsmiddelfri epoxy fra LKR, som vi fortynder med sprit. Hele imprægneringen er overstået med 2 kg. epoxy og 300 g. sprit, som vi blander á 3 omgange for at undgå for tidlig hærdning. Det eneste organiske opløsningsmiddel er sprit, og det udsætter vi jo alligevel vores legeme for i andre sammenhænge . Vi bruger selvfølgelig handsker for at undgå hudkontakt.
Da epoxyen ikke er UV-stabil, skal den males efterfølgende.

Det var det
Som afslutning bliver kajakken forsynet med tværsnore til fastholdelse af pagaj m.v., og vi sætter en skureliste af asketræ under kølen.
Pagaj og sprayskirt laver vi selvfølgelig også selv, men det er en anden historie.