- Detaljer
- Kaj Hansen

Deltagere: Bent, Kaj, Christian, John, Henrik, Mette Thomas, Mogens og Tonni
Turleder: Sjsk
Mandag morgen var vi 10 forventningsfulde roere der var mødt op til afgang. Men da der var læsset kajakker gav det et øjebliks forvirring hos turlederen, der stod med tilmeldingslisten.
En liste med 9 tilmeldinger og 10 kajakker på vognen, noget var galt. En nærmere efterforskning løste mysteriet, det viste sig at et eller andet båthorn havde glemt at melde sig til. Jeg nævner ingen navne, men onde tunger vil påstå at det var turberetningens forfatter.
Nu var der styr på kajakker og personer og turlederen havde bestemt sig for en rundtur om Illumø og nærtliggende områder. Vi skulle sætte i ved Klintholmvej nær Falden. Vi fik os puttet i 3 biler og kom afsted. Efter ankomsten blev kajakkerne læsset af og vi var klar til tur. Bent var forroer og turlederens udgang var at følge kysten langs Horne land et stykke, dreje af mod Illumø, rundt om spidsen mod Helnæs tilbage mod Fyn, pause på Vigø over mod Falsled Havn og tilbage til udgangspunktet.
Vi havde en let vind i ryggen så det gik derudaf, det gik så stærkt at vi roede over 6 km. inden vi fik første kaffepause, da havde vi nået Illumø. Det trak tænder ud, jeg tror aldrig at jeg har roet så langt uden kaffe. Thomas havde kanellsnegle med til kaffen, det hjalp noget på humøret. Derefter var det videre rundt om spidsen og mod Fyn og nu var vinden imod og ikke med, så nu skulle der arbejdes. Næste pause var så frokost på Vigø ved det lille hus på øen, der var en dejlig terrasse i et "hul" så der var dejligt læ. Men på trods af læ var det stadig koldt, så ingen morfar men hurtigt videre mod Falsled havn vi ville se om Alex var hjemme i trimaranen. Det var han så vi fik lige en snak med ham inden vi tog det sidste stykke hjem. Vi havde jo stadig en kaffepause til gode, så forroeren tænkte at vi lige kunne smutte forbi udgangspunktet og holde den ved Millinge Shelterplads, et dejligt shelter område med bord-bænkesæt osv. God ide, men her strejkede hovedparten af deltagerne, de ville ikke ro 200 m. forbi udgangspunktet for at drikke kaffe. Vi fik så den sidste pause ved parkeringspladsen her var der også bord-bænkesæt og en sidste snegl til kaffen. Det blev en dejlig tur på 17 km.
Tonni
- Detaljer
- Kaj Hansen

Deltagere: Lene G, Begitte, Maria, Hong, Van og Per
Turleder: Yvonne med hjælp fra Torben.
Vi mødtes på Lars Møllers Kaj i Svendborg, hvor vi satte i fra rampen.
Turen mod Åbyskov gik over stok og sten med både medvind og medstrøm.
Vi droppede formiddagspausen, så der var plads til andet end kage i maven.
I Åbyskov stod Torben klar med chili con carne i rigelige mængder.
Vi fejrede Lenes fødselsdag med flag på bordet.
Der var ikke tid til middagslur, for vi vidste at vi havde modvind hjem.
Det var som om sundet var en vindtragt. Vi kunne hverken finde læ ved den ene eller den anden kyst. Vi måtte lægge kræfterne i og alligevel tog det for lang tid.
Lene og Begitte i toerkajakken hjalp en af os med en snor. Det var svært at styre i vinden. Det endte dog med, at de fandt retningen. Alligevel havde vi for lidt tid, så vi hidkaldte Torben, der hentede os ved Thurødæmningen, så vi ”kun” kom et kvarter for sent til saunaen.
Frederik stod klar med en dejlig gus, som vi i den grad trængte til. Den kunne nydes med en flot udsigt over havnen.
Vi sluttede af med at hente kajakkerne ved dæmningen og spiste Lenes ”fastelavnsboller”.
Tænk sig at skulle opleve en tur i OHK uden kaffepause. Til gengæld nød vi den meget som afslutning på en hård, men god tur.
Tak for tålmodighed og godt selskab – Yvonne





























































































